Kvindeligt hårtab: Lad os tale om det

I dag er jeg stået op med lyst til at lave en lidt mere personlig, mere intim video, hvor jeg taler om kvindeligt hårtab.

Hvorfor tales der så lidt om kvindeligt hårtab?

Hvis du søger selv på YouTube, vil du se, at der er få kanaler, der taler om dette emne, især fra et personligt synspunkt, fra kvinden i første
person, der fortæller om sin oplevelse.

Og det er ret svært at tale om dette emne i et samfund, hvor kvindeligt hårtab er lidt tabu. I år var der lidt mere genklang om emnet med Jada Smith, Will Smiths kone.

Men generelt vil du se få kvinder, der lider af hårtab og vil vise det, eller som får lov til at vise det offentligt, mens du, hvis du ser tv-programmer eller serier, vil se mænd, der er skaldede, og som er fremstillet på den mest naturlige måde.

Måske fordi man tror, at det er mere almindeligt hos mænd end hos kvinder. Men afhængigt af hvilke undersøgelser man ser på, vil 20, 30 eller endda 40 procent af kvinderne i løbet af en kvindes liv opleve en eller anden form for kvindeligt hårtab.

Det er interessant, at næsten halvdelen af os lider af midlertidigt eller varigt hårtab, og alligevel normaliseres det ikke, eller accepteres det ikke, og det er ikke tilladt at vise det offentligt.

Det bidrager til, at vi lider under et socialt stigma, og at vi selv ikke vil vise det offentligt og gør alt, hvad vi kan, for at skjule det.

Hvis du er i den situation, så er du ikke alene. Næsten halvdelen af kvinderne har oplevet det på et tidspunkt i deres liv, selv om de ikke har fortalt om det.

Jeg taler ud fra min oplevelse

Jeg taler ud fra min personlige oplevelse, men også fra mange kvinder, som jeg har talt med de seneste måneder.

I omkring 2 år har jeg tilbudt gratis rådgivning til kvinder, der lider af hårtab, for at hjælpe dem med at se, om et stykke alternativt hår ville være det rigtige for dem, hvilket, hvilken type, hvilken størrelse; nogle gange er det ikke det rigtige, og måske har de brug for en anden type løsning.

Så jeg har talt med mange kvinder, og jeg har forstået, hvor alvorlig den situation er for mange af dem; den kan ende med at forårsage depression eller social angst.

Så du er ikke alene, og der er mange kvinder, der oplever det samme. Måske kan du, hvis du søger et fællesskab på YouTube eller på Instagram eller på TikTok, føle dig forstået, fordi der er mange kvinder, der går igennem det samme. Det handler ikke om, at "flære lidelser, mindre sorg", men om, at det at høre andre kvinder sige det samme, som du selv oplever, giver en følelse af forståelse, af at blive forstået. Og det hjælper ret meget på det følelsesmæssige plan.

For mange kvinder er det så tabu, at vi nogle gange ikke føler os i stand til eller ikke tor at fortælle om det.

Mit hårtab og lægerne

Jeg gik aldrig til lægen for at bede om en løsning på mit hårtab. Jeg ved ikke, om jeg troede, at der ikke var nogen løsning, eller at det ikke var det rette sted at henvende sig. Min læge anbefalede for mere end 10 år siden, at jeg fik undersøgt mine skjoldbruskkørtler, hun gik ud af, jeg sagde ikke noget til hende, jeg følte mig også lidt flov over, at hun havde
lagt mærke til, at jeg ikke havde hår. Men ok, hun anbefalede i det mindste, at jeg tog skjoldbruskkørtelprøver, selv om der ikke kom noget frem.

For et par år siden gik jeg til en anden læge for at få råd, fordi hun var bange for, at hovedbunden har været udsæt for solen i så lang tid; jeg var bekymret for, at jeg kunne udvikle en form for hudkræft, og det eneste, hun sagde til mig, var, at jeg skulle tage hat på, altså at sagen ikke behandles.

På en måde er det ikke et personligt sundhedsproblem, men der tales heller
ikke om det på det medicinske plan. Derfor er der mange kvinder, der opsøger private konsultationer, og det er ret dyrt. Der er kvinder, der går til private klinikker, og konsultationen koster 100 eller 200 euro, hvortil kommer den medicinske behandling, transport osv. Det vil sige, at hver gang de besøger lægen, kunne de have købt en hårprotese.

Den følelsesmæssige udmattelse

Det er også en følelsesmæssig udmattelse, fordi du investerer. Du investerer i den behandling, men ser ingen resultater; du kan endda få følelsen af, at klinikken prøver at udnytte dig, med eller uden vilje, fordi det er noget, hvor der ikke er meget klarhed eller information.

De kan love dig, at det bliver rettet, men de kan ikke garantere noget. Jeg
siger altid: hvis der er en klinik, der garanterer mig 100 %, at den vil vende mit kvindelige hårtab, så skriver jeg under lige nu, men jeg betaler, når jeg har fået mit hår tilbage, nej nej, ikke i starten.

For de kan love, hvad de vil, men bagefter kan de sige: "Åh nej, du er med i den procentdel af kvinder" eller "Åh, du er en af dem, man ikke kan hjælpe"...

Så det er en følelsesmæssig udmattelse, fordi du investerer og ikke ser resultater. På den anden side helbreder de fleste af deres behandlinger ikke og vender ikke problemet; det eneste, de gør, er at bremse det. Så de forlænger lidt
den periode, hvor du kommer til at have hårtab, så det ikke bliver så pludseligt, men de helbreder egentlig ikke.

Mange af disse behandlinger har også bivirkninger og er ikke anbefalet til alle kvinder; nogle kvinder må stoppe dem under graviditet og amning. Så det er noget, man også må tænke over.

Skyldfølelsen

Der er en skyldfølelse i forbindelse med kvindeligt hårtab. På den ene side fordi man får os til at tro, at det er vores egen skyld, at vi ikke har forsøgt nok; derfor prøver du, hver gang man anbefaler dig noget nyt, hvis nogen siger til dig, at der er en shampoo, der virker, eller at der er et tusindårigt middel, hvor man koger det ene eller det andet, så prøver du det også.

Fordi du ikke vil have, at det er på grund af dig, at de ikke skal sige, at du ikke har forsøgt
når de fleste af disse ting i virkeligheden ikke virker for alopeci i det mindste androgenetisk.

Så du prøver at gøre din del, fordi du mange gange føler dig skyldig over, at du ikke passer på dig selv, at du ikke gør, hvad du kan, for at få dit hår tilbage. De fleste af disse anbefalinger kommer fra omsorg. Så jeg bliver heller ikke fornærmet, når nogen anbefaler mig noget, medmindre det er et mirakelmiddel fra et pyramidefirma, men generelt ved jeg, at folk gør det med gode intentioner.

I lang tid prøvede jeg også alle slags olier på markedet og alle de midler, man anbefalede mig; det er der længe siden, at jeg holdt op med. For jeg vidste, at nej, der var ingen løsning, så jeg holdt op med at prøve.

Skaden ved at bagatellisere: "Det er ikke så slemt"

En anden skyldfølelse fra en anden vinkel af typen "det er ikke så slemt", "jeg ved ikke, hvorfor du tager dig det sådan" eller "det er jo bare hår" eller "du har det jo heller ikke så dårligt"... det er en ret normal følelse.

Når jeg laver rådgivningerne, tager mange kvinder og jeg videoopkald, og jeg ser på dem og siger, men de har det jo ikke så dårligt, eller ikke så dårligt som mig, men det vil jeg ikke sige, nej, fordi det er som at bagatellisere dit problem. Jeg vil gerne opmuntre dem, men jeg afholder mig fra at komme med den kommentar, fordi det, der er vigtigt for dig, er vigtigt, punktum. Det gør ikke noget, at det "bare er hår". Jeg har også været igennem det; der er gange, hvor jeg gør mit hår, og det ikke ser så slemt ud, og jeg tænker: "Jamen, jeg har det jo heller ikke så dårligt".

Men jo, i virkeligheden har jeg meget lidt hår. Det er virkeligheden. Så for mange kvinder, hvis nogen siger den kommentar til dem, ja, selvfølgelig, hvis man sammenligner det med andre ting, er det ikke så alvorligt. Måske ligger du ikke på dødenærs leje, eller du har ikke kræft eller en svækkende sygdom. Det er "bare hår", men det er vigtigt for dig.

Jeg har aldrig haft et problem, hårtabet har ikke forårsaget mig et følelsesmæssigt problem, måske fordi jeg aldrig har lagt for stor vægt på udseendet. Så det betød heller ikke så meget for mig. Men man må erkende, man må være realistisk. Vi har ikke alle den samme sans for æstetik eller skønhed. Vi ved, hvad der er smukt, og hvad der ikke er, nogle gange pålagt af samfundet.

Lad os acceptere virkeligheden: Samfundet pålægger sin skønhedsnorm

Vi lever i dette samfund. Så du forstår, at en kvinde med hår ser bedre ud. At en kvinde, der er lidt højere, ser mere slank ud. Så hende, der er lavere, tager høje hæle på; det er noget, vi har fuldstændig accepteret.

Så selv om det ikke var et stort følelsesmæssigt problem for mig, forårsagede det mig alligevel en vis begrænsning: at jeg ikke ville være med på billeder, eller at jeg skammede mig, hvis nogen kiggede på min hovedbund.

Så det, der er vigtigt for dig, er vigtigt, det er ikke nødvendigt at bagatellisere det, det er ikke nødvendigt at sammenligne det med en sygdom, det er vigtigt, punktum. Når du når til det punkt, hvor du forstår, at du har dette problem, som ikke har nogen løsning, kommer tidspunktet for at acceptere det. Du taler med andre mennesker, du hører forskellige oplevelser, og nu kan du søge en løsning.

Som ikke er en kur, så ud over det kan du tage en paryk på, eller en topper, eller du kan blot lade det være, som det er.

Accepten af virkeligheden

Jeg tror, at når du når til accept, føler du dig også mere fri, især hvis du taler om det med andre mennesker i dine omgivelser, for til sidst opdager du, at folk ikke gør så meget ud af det. Når du opdager, at de ikke gør så meget ud af det, holder det også op med at betyde så meget for dig.

For omkring 20 år siden arbejdede jeg på et kontor, og jeg havde en kollega, der var ret ung, men havde mange grå hår. Så hun farvede det, men da hun havde sort hår, kunne man straks se hårroden. En dag stod vi og snakkede, og jeg kiggede på hende, mine øjne gled hen på hårrødderne i hendes hår, og hun sagde til mig: "hold da op, hvad er det, du kigger på mine grå hår". Jeg følte mig forfærdelig, men sådan var det, og jeg gjorde det ikke med vilje, mine øjne gled simpelthen hen der. Dér tænkte jeg heller ikke noget. Jeg tænkte ikke: "uh, hvor mange grå hår, hvor grimt". Jeg tænkte simpelthen ikke noget.

Så nu, når nogen kigger på min topper, eller når nogen kigger på vores hovedbund, gør jeg mig ikke så meget ud af det; jeg forstår, at det er normalt, at øjnene går hen mod en afvigelse, men at der ikke ligger nogen intention bag; når du holder op med at se den intention bag, og selv om det er lidt dumt, prøver at se det gode i den anden person, så føler du dig bedre.

Hvordan hårtab begrænser livet

Jeg forstår, at hårtab for mange kvinder kan begrænse dem på arbejdsmarkedet, for eksempel når de søger arbejde, fordi udseendet er
vigtigt.

Også på det sociale eller følelsesmæssige plan; i mit tilfælde kan jeg ikke hjælpe meget med det, for jeg har været lykkeligt gift i næsten 18 år og har ikke skullet igennem det problem. Men jeg ved, at der findes et problem på grund af den situation. Jeg ved, at der er kvinder, der spørger sig selv, på hvilket tidspunkt de skal sige det til deres partner, eller hvordan de skal fortælle det, hvis de har besluttet at bruge paryk. Skal jeg sige til ham, at det er en paryk, at det ikke er mit hår? Alt dette kan give anledning til overvejelser om, hvad man skal gøre. Det skaber visse tvivl.

Vigtigheden af at finde en støttegruppe

Jeg anbefaler at opsøge nogle grupper af kvinder, der har det samme problem, den samme diagnose, og kunne dele det for at få nogle ideer og føle sig bedre.

Nogle gange, når man læser andre kommentarer og ser andre kvinder, når man frem til konklusioner, som man ikke ville have nået frem til alene.

Fra synlighed vil normalisering komme

Lige nu tror jeg, at jo flere kvinder der gør denne situation synlig og viser deres hårtab, desto mere vil det blive normaliseret.

For længe siden besluttede kvinder at tage høje hæle på for at se højere ud, og ingen siger noget til dem. Og hvis du tager flade sko på, så siger ingen noget. Hvis du vil have vippe-extensions, så fedt. Hvis du tager hårextensions på, siger ingen noget. Hvis du får permanent makeup, siger ingen heller noget.

Så der vil komme et tidspunkt, hvor det bliver meget mere normaliseret, og hvor en kvinde, der tager en paryk eller en topper på, uden at være nået den alder, som vi troede, at parykker kun var for, for for gamle damer, så vil det blive normaliseret, og ingen vil sige noget. Og du vil føle dig meget bedre.

Måske lever vi i den periode, hvor det skal normaliseres, men jo flere af os der taler om dette emne, desto nemmere bliver det.

For mig var topperen min løsning og min befrielse

Jeg synes faktisk, det er noget så behageligt, at jeg tror, at mange kvinder, der lige nu bruger hårextensions, ender med at bruge hårproteser eller alternativt hår, fordi det er meget mere behageligt. For du tager det på, og du tager det af.

Og også at forstå, at for eksempel i mit tilfælde er dette det bedste, jeg har fundet, men at når jeg kommer hjem, så må jeg tage topperen af, og at det er det, jeg har.

Accepteringsfasen af mit hårtab

Det sidste, jeg ville sige, er, at hele denne proces med at acceptere hårtab er noget, du selv skal gøre. Den løsning, du vil nå frem til, det middel, du vil bruge, så skal du også selv nå frem til.

Jeg har ikke formået at helbrede mit hårtab, og dette er mit hår, og det er det, jeg ser hver dag, når jeg står op.

Så hvis du ikke accepterer det, bliver det meget svært at finde en løsning
eller et alternativ.

Nu er det mig, der bestemmer, ikke mit hårtab

Jeg vil også sige, at da jeg begyndte at bruge topper, har jeg næsten følt mig mere tilpas end nogensinde med mit hår. For nu har jeg en mulighed, jeg kan vælge, om jeg vil bruge den eller ej. Men før kunne jeg ikke. Nu kan jeg vælge. Så nu går jeg til visse aktiviteter uden topper, og det går fint.

Som konklusion må man gøre et personligt arbejde med at acceptere hårtab. Lad os prøve at normalisere det og tale om det med andre mennesker. Find et fællesskab, der kan støtte dig, så du føler dig forstået, og hvis du har brug for noget andet, kan du også skrive en kommentar, så vi kan se, hvordan det har påvirket dig, og i hvilken grad det er påvirket, og dele det med andre kvinder.

Et knus og rigtig meget mod!

Ciao